Ungeuniverset
Se nyhed i din browser

 
 

Denne måned i Ungeuniversets nyhedsbrev

  • Få indblik og inspiration fra GirlTalks nye Instagramprofil
  • Nyt samskabende tilbud for unge: Åbningsfest for Den Sociale Sportscafé
  • Få inspiration til at skabe fritidsoplevelser for unge med usynlige handicap
  • Julieane fra Vejle Ungeråd var på scenen til AFTRYK-event
  • Unge pigers mistrivsel begynder tidligt - find tilbud til at hjælpe dem
  • Kender du en ung, som vil med på studietur?
  • Mød Bolette fra Spinderihallerne
  • Mød et fællesskab: UngeCafé Universet
- og masser af inspirerende vidensvitaminer og begivenheder til din kalender.
 
Rigtig god læselyst!
 
 

GirlTalk lancerer ny Instagramprofil

GirlTalk har lanceret en ny Instagramprofil målrettet forældre og andre nære voksne omkring piger og unge kvinder.

Profilen har til formål at give indblik i, hvad der flyder hos unge piger og voksne, dele viden og erfaringer fra det konkrete arbejde med målgruppen, samt at formidle reflektioner om relationer og tvivl i rollen som en vigtig voksen i et ungt menneskes liv. 

Følg GirlTalks nye Instagramprofil her
 
 

Kom med til åbningsfest for Den Sociale Sportscafé

Mandag d. 1 juni åbner Den Sociale Sportscafé - et fælles initiativ mellem Idræt i Dagtimerne, UngeUniverset og Recovery Bulls i samarbejde med Vejle Kommune.
 
Den Sociale Sportscafé bliver et uformelt mødested med plads til både bevægelsesaktiviteter, spil og kreaprojekter,  og hvor der også kommer et caféområde til hygge og fællesskab. 
 
Cafeén er en samskabende indsats, hvor der plads til at udvikle og forme konceptet - så kom og se hvordan du kan bruge eller bidrage til Den Sociale Sportscafé. 
 
I videoen fortæller Bo Nicolai Skov, projektkoordinator hos Recovery Bulls, mere om caféen og dens formål. 
 
Tid: Mandag d. 1. juni kl. 13:00
Hvor: Jagtvej 7, 7100 Vejle
 
Den Sociale Sportscafé er i gang med at indrette deres nye lokaler – og i den forbindelse efterlyser de brugte sportsredskaber, som kan få nyt liv som kreative elementer i caféens indretning. Derudover er der også brug for brætspil og krea-materialer, som kan danne rammen om fællesskab og aktiviteter i caféen. De leder blandt andet efter:
  • Tennisbolde og fjerbolde
  • Tennis- og badmintonketchere
  • Basketbolde og fodbolde
  • Bordtennisbat 
  • Basketkurv
  • Brætspil
  • Kreamaterialer og kreative redskaber

Kan du hjælpe, eller kender du nogen der kan? Så kontak Anna Rønberg på tlf. 28 14 48 41 eller mail: AGARN@vejle.dk 

 
 

Få inspiration til at skabe fritidsoplevelser for unge med usynlige handicap

88% af aktivitetsansvarlige i almene fritidstilbud ved eller tror, de har deltagere med usynlige handicap. Så hvordan kan klubberne bedre håndtere den virkelighed de står i? 
 
Dette og meget mere belyses, når Videnscenter om handicap inviterer til et webinar om, hvordan man skaber gode fritidsaktiviteter for børn og unge med usynlige handicap. 
 
Med udgangspunkt i projektet Sammen om fritid, præsenterer specialkonsulent Mie Maar Anderens centrale forskningsfund, konkrete praksisgreb samt giver et indblik i den nye vidensportal, hvorfra man gratis kan hente viden og inspiration om emnet.
 
Tid: Torsdag d. 21 maj, kl. 10:00-11:00 

Sted: Online - webinar

Tilmeld dig webinaret her
Se også Sammenomfritid.dk, hvor du kan få mere inspiration
 

Julieane snakkede om ungefællesskaber til AFTRYK-event i Vejle

Flere undersøgelser peger på, at fritidslivet spiller en afgørende rolle for børn og unges trivsel. Dette var omdrejningspunktet for Mary Fondens event AFTRYK, som blev afholdt den 24. april i Vejle.

En af deltagerne var Juliane fra Vejle, som medvirkede på scenen i en samtale om vejen tilbage til fritidsfællesskaberne sammen med H.M. Dronningen og Chris MacDonald. I videoen deler hun sine overvejelser forud for deltagelsen og giver et indblik i dagen.

Eventet tog afsæt i fire konkrete “AFTRYK”, udviklet på baggrund af unges egne erfaringer, perspektiver og løsninger. De fire AFTRYK er:

  1. Vis os vejen til fritidsfællesskaberne
  2. Gør det nemt at være ny
  3. Vores forventninger fylder meget
  4. Skærmen er ikke bare en skærm 
Læs mere om de fire AFTRYK her
 
 

Unge pigers mistrivsel begynder tidligt

 "Aldrig har unge kvinder haft så mange muligheder,
aldrig har de haft det så dårligt"
Lone Frank, Weekendavisen 26. marts 2026
 
Med afsæt i denne pointe deltog GirlTalks direktør Anna Bjerre og GirlTalk-ambassadør Sonja Lovda i Deadline på DR i en samtale med Lone Frank om det pres, mange unge piger oplever i dag.

Flere unge fortæller om et konstant krydspres mellem faglige krav, sociale forventninger og personlige ambitioner. Det kan påvirke både søvn, koncentration og oplevelsen af aldrig helt at være gode nok. I udsendelsen understregede Sonja Lovda, at voksne har et ansvar for at tage unges trivsel alvorligt og lytte, når de fortæller, hvordan de har det.

Allerede tidligt i skolelivet ses tegn på mistrivsel og tvivl om egen plads i fællesskabet. Erfaringer fra GirlTalks skoleoplæg i 7. og 8. klasse viser, at mere end hver femte pige sjældent eller aldrig har lyst til at gå i skole.

GirlTalk arbejder bl.a. med ung-til-ung-formidling gennem skoleoplæg om blandt andet selvværd, venskaber, sociale medier og præstationspres.

Se alle GirlTalks mange tilbud her
 
 

Kender du en ung, som vil med på studietur?

Unge i Vejle inviteres til en spændende studietur til Vejles venskabsby Molde i Norge fra d. 3-7 august. På turen kommer de unge til at være sammen med andre unge fra Finland og Sverige og lave en masse spændende aktiviteter målrettet unge. Både kost og logi er betalt, og der er repræsentanter med fra Vejle kommune. 
 
Grib fat i en ung, som du tænker kunne have interesse i at komme med og kontakt: 
 
Kulturpædagog Anna rønberg Holgersen på tlf. 28 14 48 41 eller mail: agarn@vejle.dk
 
 
 

Mød fællesskabskoordinator Bolette fra Spinderihallerne

Bolette har et indgående kendskab til de mange fællesskaber, der lever og udvikler sig i Spinderihallerne – fra kreative værksteder med tegning og design til kodning og Magic-spil.

Bolette kan guide unge mellem de forskellige tilbud og gøre det lettere at opdage netop det fællesskab, der passer til deres interesser. Har man selv en idé til et nyt fællesskab, står Bolette også klar til at guide fra tanke til handling.

Og Bolette står ikke alene – 15 andre fællesskabskoordinatorer står klar til at hjælpe unge med at finde deres plads i et meningsfuldt fællesskab.

Møde alle de andre fællesskabskoordinatorer her
 

F Æ L L E S S K A B

Vi kaster lys på de mange fantastiske fællesskaber, der er for unge i Vejle Kommune. Der er nemlig mange fællesskaber derude, som er dygtige til at byde nye unge velkommen og få dem til at udvikle sig og føle sig hjemme.

I denne video møder du Pernille og Martin, som begge fortæller om deres oplevelser med at komme i UngeCaféen Universet. I UngeCaféen er der mulighed for at være kreativ, og der er også plads til at prøve mange forskellige aktiviteter – men det handler ikke så meget om, hvad man laver, som om at gøre det sammen. UngeCaféen er et fast og stabilt pusterum hver onsdag, hvor man altid kan være sikker på, at der er nogen, der glæder sig til, at man kommer.

Find andre inspirerende fællesskaber her
 

V I D E N S V I T A M I N E R

Mental sundhed – har vi en trivselskrise?

Hvordan har de unge det – og hvad betyder deres trivsel for resten af livet?

I dette webinar sætter Statens Institut for Folkesundhed fokus på unges mentale sundhed. Professor Janne Tolstrup stiller det centrale spørgsmål: Er mistrivsel en naturlig del af ungdomslivet – eller er der grund til bekymring?

Med afsæt i et studie af 68.000 unge i alderen 15–19 år kobles deres egne oplevelser af trivsel med senere livsforløb. Det giver et unikt indblik i, hvilke konsekvenser mistrivsel kan have – både på kort og langt sigt.

Tid: Tirsdag d. 12 maj, kl. 08:30-09:30
Sted: Online - webinar
Tilmeld dig webinaret her
 
 

B E G I V E N H E D E R

12. maj: Mental sundhed – har vi en trivselskrise? - webinar
Webinar fra Statens Institut for Folkesundhed med fokus på unges mentale sundhed. Professor Janne Tolstrup stiller det centrale spørgsmål: Er mistrivsel en naturlig del af ungdomslivet – eller er der grund til bekymring?
Tilmeld dig webinaret her
 
21. maj: Hvordan kan klubben skabe gode fritidsoplevelser for børn og unge med usynlige handicap? - webinar
Specialkonsulent Mie Maar Anderens fra Videnscenter om handicap præsentere centrale forskningsfund, konkrete praksisgreb og introduktion til projektet "Sammen om fritid - blik for alle".
Tilmeld dig webinaret her
 
28. maj: Styrket samarbejde om børn og unges trivsel - webinar 
Kommunernes Landsforening sætter fokus på, hvordan et styrket samarbejde mellem kommuner og civilsamfund kan understøtte børn og unges trivsel. Der præsenteres konkrete eksempler på, hvordan kommuner og det brede civilsamfund samarbejder om at styrke børn og unges mentale sundhed, forebygge mistrivsel og hjælpe dem ind i meningsfulde fællesskaber.
Læs mere og tilmeld dig her
 
1. juni: Åbningsfest for Den Sociale Sportscafé kl. 13:00
Kom til åbningsfest for Den Sociale Sportscafé på Jagtvej 7, 7100 Vejle. 
 
 
 
 

Har du en historie eller nyhed til næste nyhedsbrev?

Så send den gerne til rssen@vejle.dk.
 
I nyhedsbrevet deler vi nyt om tilbud, kurser og viden inden for unge og trivsel.
 
Har du en kollega, som kunne have glæde af nyhedsbrevet, så kan han/hun tilmelde sig nyhedsbrevet her: Nyhedsbrev - UngeUniverset